- Yevgeny Yevtushenko, Sovjetrussisk systemkritiker.[1]
Der er nogle ting der skal siges. De fylder ikke mange linier, og er at finde nederst i dette indlæg. Resten er blot en indledning.
Man kan altid finde mennesker, som vil argumentere for, at de der har magt også har ret. Men der burde - selv for den mest forstokkede vanetænker - komme et tidspunkt, hvor virkeligheden sniger sig ind på en, og det bliver tydeligt, at magt ikke giver ret; men derimod giver ansvar.
Man kan ligeledes altid finde mennesker(og diverse medier leder med lys og lygte efter dem, i 'balancens' hellige navn) som er villige til - endda ivrige efter - at bortforklare, forsvare, undskylde, retfærdiggøre eller ligefrem værdsætte krigsforbrydelser, massemord og andre åbenlyst horrible gerninger - når bare de bliver begået af den rigtige side i en konflikt: nemlig vores side.
Når de 'gode' dræber de 'onde', er det beklageligt, ikke-med-vilje(collateral damage) eller enddog befrielse. Når de 'onde' dræber de 'gode', er det terrorisme.
Men hvad er terrorisme?
I de senere år, er det pludselig blevet svært at definere terrorisme... det burde det ellers ikke være! FBI har en ganske udemærket definition de bruger internt:
“...the unlawful use of force and violence against persons or property to intimidate or coerce a government, the civilian population, or any segment thereof, in furtherance of political or social objectives."(link)
Ligeledes har den amerikanske hær længe haft en fornuftig definition af begrebet:
"Terrorism is characterized as the unlawful use of violence or threat of violence to coerce or intimidate a government or a society."(link)
Det er jo sådan set ret simpelt: Hvis man ulovligt bruger - eller truer med at bruge - vold, for at fremme politiske mål, udøver man terrorisme. Det giver anledning til to hurtige - og åbenlyse - betragtninger.
1) At terrorisme kan udøves af alle. Enkeltpersoner, organisationer og stater.
2) At opskriften på, hvordan man mindsker mængden af terrorisme i verden er forholdsvis simpel: man lader være med selv at udøve terrorisme.
For den helt tvingende nødvendige konsekvens af ovenstående definitioner er jo, at når 'vi' en konflikt smider bomber i hovedet på civilbefolkninger for at opnå politiske mål - at afsætte en regering for eksempel - så er dét terrorisme.
Dette er naturligvis ligeledes grunden til, at magthavere i vores del i verden pludselig har svært ved at definere terrorisme.
Når Israel bomber 3 FN-drevne skoler på én dag, er det naturligvis 3 tilfælde af terrorisme, præcis som det er det, når Hamas eller andre sender bomber afsted mod israelske skoler.
Der er naturligvis ingen som helst tvivl om, at hele situationen i Israel-Palæstina er dybt ulykkelig; at det i årtier har været gået i hårdknude; at der ikke findes nogle nemme løsninger, og at de forskellige parter i konflikten, på hver sin måde lader meget tilbage at ønske, både hvad angår integritet, intentioner og (især) syn på modparten.
Men disse forhold, bliver i helt tåkrummende omfang brugt til at skygge for nu'et, virkeligheden, at mennesker bliver myrdet en másse, mens livet går videre herhjemme.
Virkeligheden er, at i den nuværende Gaza-Israel konflikt er propertionerne som følger:
I de seneste 10 år, er 20 israelere blevet dræbt af raketter fra Gaza. I de seneste par ugers tid, er over 700 palæstinensere blevet dræbt af den israelske angrebsstyrke - og mark my words: dét tal vil stige voldsomt.
I dette tal indgår mindst 176 børn(derfor det forfærdelige billede øverst), og 86 kvinder. Omkring 3.000 er blevet kvæstede, heraf 40 procent børn, og 18 procent kvinder.(link)
Allerede her, kan man høre de førnævnte bortforklarere, forsvarere, undskyldere, retfærdiggørere værdsættere: "Jamen det er jo fordi Hamas er nogle værre nogle."
Ja, det er kan der være noget om. Personligt bryder jeg mig ikke spor om deres religiøsitet. Men hvis vi et øjeblik træder tilbage fra børnehavestadiet, og tilbage til dén verden som desværre er virkelig, hvor børn(og voksne) lige nu bliver slået ihjel i hundredevis, med våben leveret af 'os', vil vi indse, at det at vi ikke bryder os om et lands regering (i dette tilfælde et lands demokratisk valgte regering, som frivilligt indgik en våbenhvile med ærkefjenden Israel), intet har med sagen at gøre.
Dét der derimod har med sagen at gøre, - og dermed er de ting der må siges er, at de 1.5 millioner mennesker der bor i Gaza, i 60 år er blevet mast under en israelsk overmagt, og igen og igen, er blevet svigtet, undertrykt, bombet, skudt, terroriseret og indespærret. At dette militære vanvid ikke tjener hverken israelere eller palæstinensere. At Gaza er én stor koncentrationslejr, og at det burde fylde os alle med afmagt, afsky og vrede, at historien gentager sig selv på så uhyrligt og ironisk vis, at det folk der i sin tid flygtede til Israel i skyggen af verdens største folkemord, nu opfører den samme forestilling - i mindre målestok, og i en anden hovedrolle.
Afslutningsvist, da Ehud Barak, Israels nuværende forsvarsminister, i 1998 blev spurgt hvad han ville have gjort, hvis han havde været født som palæstinenser, svarede han:
"If I were a young Palestinian, it is possible I would join a terrorist organization."(link)
[1] Citat og sammenhæng tyvstjålet fra artikel af John Pilger:
Holocaust denied: the lying silence of those who know
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar