Blog-Klip

I denne omgang Blog-Klip går jeg let og elegant rundt om 'elefanten i spisestuen': Krigsforbrydelserne i Gaza, og retter i stedet blikket mod en række andre, vigtige emner.

Guantánamo.
The Ozone skriver:

Jeg har lige læst i politiken at præsident Obamas lukning af Guantánamo fangelejren er kommet under pres efter det er kommet frem at en tidligere ulovligt tilbageholdt person fra lejren er blevet leder hos al-Qaeda i Yemen. Jeg har meget svært ved at se hvordan sådan en oplysning skulle kunne komme som en overraskelse.[...] Hvis han havde været terrorist før den ulovlige tilbageholdelse, så burde han i stedet havde været stillet for en uvildig domstol der kunne have fægslet ham på helt lovlig vis. Hvis han før tilbageholdelsen var en medløber, sympatisør eller bare tilfældigvis en som opholdt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt (eller sågar skyldig terrorist man bare ikke kunne bevise noget om) - ja så skulle han selvfølgelig have været løsladt så snart det var blevet slået fast at han ikke ville kunne dømmes ved en normal retfærdig rettergang. I en retsstat er man uskyldig til andet er BEVIST! Punktum! [...] Mener vi noget som helst med menneskerettigheder, må de begribeligvis omfatte alle mennesker, uanset hvad en tilfældig undermåler af en præsident eventuelt måtte finde på at kalde sine modstandere. Menneskerettigheder er for mennesker - UANSET HVAD! (Hele indlægget her: Guantánamo lukning har aldrig været mere nødvendig )

Camilla Lærkes Mors har et rigtig godt og tankevækkende indlæg, som behandler krisen i Mellemøsten på en noget andet måde end man er vant til(okay... jeg kunne ikke helt undlade at nævne emnet alligevel)

Tre dage efter jul Den 27. december 2008 lå jeg i min seng med tømmermænd og en rød Samsonite fyldt af gaver på gulvet ved siden af. På sms’en lå der beskeder til familien med dårlige undskyldninger om at undsige sig årets sidste julefrokost. Lisa Goldman, 41, blogger og selvlært journalist fra Tel Aviv, canadiskfødt og jøde, var på café tidligt om morgenen den lørdag. Hun tog hjem, lagde sig i sengen med en bog og faldt i søvn. ”Jeg vågnede mange timer senere. Det var allerede mørkt udenfor og jeg havde ikke kigget på min computer eller tv siden den foregående dag. Jeg loggede ind på Facebook og så at mange af mine venner – både arabere og israelere – havde lagt kryptiske beskeder, der udtrykte chok og rædsel på deres ’walls’ og deres status. Noget med Gaza? En krig? Jeg tændte for tv’et, blev deprimeret, slukkede det igen ti minutter efter og gik i seng igen,” skriver Lisa tilbage på de spørgsmål, jeg har sendt til hende. (Læs resten her: Messias kom tre uger for sent)

George Monbiot giver et bud på hvordan man kunne tackle finanskrisen, i stedet for som nu, at pumpe penge i de finansielle institutioner som har været med at skabe selvsamme krise:

[...]In his book The Future of Money, Lietaer points out - as the government did yesterday - that in situations like ours everything grinds to a halt for want of money(1). But he also explains that there is no reason why this money should take the form of sterling or be issued by the banks. Money consists only of “an agreement within a community to use something as a medium of exchange.” The medium of exchange could be anything, as long as everyone who uses it trusts that everyone else will recognise its value. During the Great Depression, businesses in the United States issued rabbit tails, seashells and wooden discs as currency, as well as all manner of papers and metal tokens. In 1971, Jaime Lerner, the mayor of Curitiba in Brazil, kick-started the economy of the city and solved two major social problems by issuing currency in the form of bus tokens. People earned them by picking and sorting litter: thus cleaning the streets and acquiring the means to commute to work. Schemes like this helped Curitiba become one of the most prosperous cities in Brazil. But the projects which have proved most effective were those inspired by the German economist Silvio Gesell, who became finance minister in Gustav Landauer’s doomed Bavarian republic. He proposed that communities seeking to rescue themselves from economic collapse should issue their own currency. To discourage people from hoarding it, they should impose a fee (called demurrage), which had the same effect as negative interest. The back of each banknote would contain 12 boxes. For the note to remain valid, the owner had to buy a stamp every month and stick it in one of the boxes. It would be withdrawn from circulation after a year. Money of this kind is called stamp scrip: a privately-issued currency which becomes less valuable the longer you hold onto it. (Læs resten her: A Better Way to Make Money)

That's it for now.