MEA CULPA
Jeg er ateist, anti-racist, tidligere fredsaktivist, progressiv og endda vegetar, men i dag føler jeg mig nødsaget til at tage hul på slagtningen af en hellig ko.
I Århus bor en ung, dansk/iransk islam-kritisk kunstner – Firoozeh Bazrafkan. I juni måned modtog hun e-mail fra en nordsjællandsk mand som i meget kontante vendinger erklærer at han da egentlig gerne ville voldtage hende, skære hende i stykker og fodre hunde med hendes lig. Politiet efterforskede sagen (efterforskede? Det tog mig 30 sekunder at finde frem til fyren på Facebook) og erklærede efter 3 måneder, at de ikke ville gå videre med sagen. I Danmark er det altså i orden at true en kvinde på livet, hvis bare det er fordi hun har stødt dine religiøse følelser.
Ligeledes er det netop blevet offentliggjort, at Molly Norris (som er bladtegner fra Seattle) er nødsaget til at gå under jorden, skifte navn, sige sit job op og flytte til en anden stat Alene af den grund, at hun havde foreslået en ”lad-os-alle-sammen-tegne-Muhammed-dag”, hvilket forudsigeligt udløste en bunke dødstrusler. (Forudsigeligt!)
Skammeligt nok, er der ingen i de amerikanske myndigheder der så meget som løfter en finger for at hjælpe den stakkels pige, hverken økonomisk, praktisk eller moralsk. Gad vide om de danske myndigheder/politikere vil synge samme sang?
For nu at tage tyren ved hornene: Alt dette her, handler i virkeligheden om Muhammed-tegningerne, som Jylland Posten trykte for 5 år siden.
Dengang som nu, mener jeg at der er to ting galt med set-uppet, nemlig
1) Det så ud som om hovedformålet slet ikke var at slå et slag for ytringsfrihed, men derimod blot at banke muslimer i hovedet. Det er ikke nogen hemmelighed, at Jyllands Postens politiske sympatier svæver et eller andet sted mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti, og at disse partier stiger gevaldigt i meningsmålingerne, når muslimerne får på puklen.
2) Det åbenbart udelukkende er muslimerne der skal finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”. Hvorfor ikke kristne, hinduer, heteroseksuelle, højreorienterede eller stjernerige bankdirektører? Det ER suspekt når én i forvejen udhængt minoritet udvælges, mens andre går ram forbi. Hvis du ikke umiddelbart kan se dette, så overvej om du også ville finde det rimeligt i 50’erne at erklære at jøderne(og KUN jøderne) skam måtte lære at finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”.
Jeg var imod trykningen af tegningerne. Både fordi jeg havde den opfattelse, at der ikke var nogen grund til at gøre folk kede af det, og fordi det hurtigt blev klart, at der kom en voldsom international reaktion. Med de to ”semi-forbehold” herover in mente, ser jeg nu ingen anden udvej, end at erklære: jeg tog fejl.
Jeg begyndte at blive utilpas, da der opstod Facebook-grupper så som ”Undskyld Muhammed”. Da Politiken indgik forlig med ”Efterkommere af Muhammed” blev jeg rundtosset, og da en psykopat bankede døren til Kurt Westergaard ind med en økse fik jeg kvalme. Da debatten efterfølgende nærmest kun lige kunne svinge sig op til at sige: ”jo-jo selvfølgelig var det forfærdeligt hvad der var sket for Kurt – og ikke mindst for det stakkelse barnebarn – men han skulle jo heller ikke have tegnet den forpulede tegning” kastede jeg mentalt op, og begyndte periodisk at få billeder af Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali, Theo van Gogh m.fl. på repeat på nethinden. Men jeg sagde eller gjorde beklageligvis ikke det mindste, andet et at ryste på hovedet og slukke for fjernsynet.
Det er dét denne kronik i det helt små forsøger at begynde at rette op på. Firoozehs sørgelige situation blev den dråbe der knækkede kamelens ryg, og fik stråmændende til at flyde ud af bægeret.
For det ER jo en gigantisk stråmand jeg har stillet op for mig selv. Grunden til at jeg ingenting har sagt, skrevet og næsten endda: tænkt, er jo at jeg for alt i verden IKKE vil sidde i samme båd, som racister, nationalister og andre reaktionære folk. Hvis man kritiserer religion i almindelighed, og aspekter af islam i særdeleshed, bevæger man sig ind på en banehalvdel, hvor jeg i hvert fald ikke har lyst til at være. Det er der en grund til. Og den grund er desværre, at vi ateister, anti-racister, fredsaktivister(tidligere/nuværende/fremtidige), progressive og mange flere har ladet det yderste højre og de allermest sindssyge religiøse sætte sig tungt på dagsordenen. Nu er tiden kommet til at vriste den ud af deres grimme kløer. Jeg starter ganske kort her, og håber at mange flere – ikke mindst medborgere der kalder sig selv muslimer - vil følge trop:
INGEN tilhængere af religion (om det så er den ene eller den anden af slagsen) har ret til at diktere hvad du, jeg, Kurt Westergaard, Molly Norris, Firoozeh Bazrafkan, Salman Rushdie eller Monty Python kan/må/skal/bør tegne/skrive/sige. De har ret til at have en mening om det, udtrykke sig om det og om nødvendigt at gå rettens vej, for at få afprøvet om dit eller dat er injuriende.
Der er rent faktisk mennesker – rigtige, levende mennesker af kød og blod - ude i verden og i Danmark der bliver truet på livet eller det der er værre, for at bruge deres ytringsfrihed. Og det er ikke acceptabelt. Punktum. Det kan udemærket være, at vi ikke bryder os om det de står for, eller det de siger, men det er – hvis ikke helt ligegyldigt – så overmåde sekundært.
Jeg er endda nødt til at gå et skridt videre: du har som religiøst menneske, ingen ret til at føle dig stødt over hvad andre mennesker synes/skriver/siger/tegner om din religion. For at sætte det på spidsen, kunne jeg starte en religion i morgen (alle religioner starter jo et sted, de fleste af dem dør heldigvis ret hurtigt igen) hvor et dogme var, at jeg blev stødt hvis folk IKKE tegnede Muhammed. Sikke et roderi! Så ville vi ikke kunne lave andet, end at gå og støde hinanden, og begge parter kunne med ”rette” gå og true den anden. Det ville ikke stoppe før en af parterne var forsvundet fra jordens overflade.
Selv hvis du ikke kan overbevise dig selv om, at du ikke bør blive stødt over fx en tegning, så MÅ du kunne se, at en tegning – hvor grim eller ondsindet den så end måtte være – er det rene vand i forhold dødstrusler, mordforsøg, vold og mord.
Det betyder IKKE at vi skal indlede en klapjagt på (i dette tilfælde) muslimer og afkræve dem svar på alt muligt, men det betyder at vi alle sammen, troende og ikke troende, må tage os gevaldigt sammen, og meget hurtigt finde ud af hvad der er vigtigt, hvad der bør tages afstand fra, og hvem der skal have lov at definere debatten. Hvis ikke vi ”almindelige” mennesker, venstre-, højre- og midterorienterede højt, klart og tydeligt siger fra overfor trusler fra – i dette tilfælde – islamiske mørkemænd, hvem fanden skal så gøre det? Som Edmund Burke så klart udtrykte det: ”Det eneste der skal til for at ondskaben vinder, er at gode mennesker ingenting gør”.
Er helt enig i dine konklusioner, men ikke i dine 2 bullets, som du siger du stadig står ved.
SvarSletDen første er ren motivanalyse og den anden skydes ned, når tegningerne jo var en reaktion på tegneres frygt/modstand mod at tegne personer fra en bestemt religion.
Så hvis jeg lige må spørge dumt, mener du nu at man bør bringe tegninger, der kan støde nogen bør ske, hvis det er som modsvar til påvirkning fra ekstremister?
Hvad er en islamistisk mørkemand i dine øjne?
Jeg spørger fordi jeg ærlig talt bliver i tvivl... Eksempel. Folk skal have lov til at klæde sig som de vil, men er man en slags mørkemand, når man som bosiddende i Danmark at diskutere om et tørklæde skal dække hagen eller ej.
Kære anonym.
SvarSletre: bulletpoint:
Nr. 1: JA, klart motiv-analyse! Det er der ikke noget odiøst ved, sålænge man er åben omkring det. Jeg prøvede at forklare HVORFOR jeg (dengang) var imod trykningen af tegningerne.
Nr. 2: Jeg synes faktisk at denne nummer 2 er den vigtigste - og dén jeg stadig mener er mest relevant, hvis man (som jeg) mener at der rent faktisk ER sket/sker en hetz mod indvandrede i Danmark.
Jeg forstår desværre ikke helt dine sidste spørgsmål? (Bortset fra det med mørkemanden, hvortil mit svar er: en der prøver at presse sine egne religiøse dogmer ned over hovedet på andre der ikke deles hans/hendes overtro. Heraf følger at Mørkemænd også findes i fx kristne varianter.)
Det er klart at mørkemænd findes i alle mulige varianter.
SvarSletMit sidste spørgsmål er egentlig bare en nuancering af det første. Hvornår har vi at gøre med mørkemænd, der som vi er enige om fordrer vores respons og afstandstagen? Og hvornår har vi bare at gøre med andre kulturelle/religiøse normer end dem vi umiddelbart kan forstå?
Jeg forstår helt ærligt ikke din bullet nr. 2. Hvem har sagt at det KUN er muslimerne der skal finde sig i det her i 2010'erne?
Langt-ud-kristne kritiseres.... tænk bare på den præst, der ville brænde koranen af... De stjerne rige bankdirektører hænges ud i pressen sammen med diverse politikere etc.
Og hvorfor sker det? Kunne det ( og jeg be'r dig overveje OM det kunne være en faktor) være fordi der ikke er frygt for reaktionen ved at hænge Thorning, Løkke, Espersen, amerikanske præster og bankdirektører ud?
nb. jeg synes dit sidste afsnit spot on fanger de udfordringer vi i vesten står overfor.
Fremragende synspunkter! Jeg kan dog ikke sige det meget bedre, end den sympatiske Ulla Lauridsen, som skriver sådan her om dig på sin blog :)
SvarSlet- - -
Velkommen i klubben!
SvarSletHvis vi ser på venstrefløjens selverklærede kerneværdier; anti-racisme, frihed, lighed, broderskab, solidaritet, borgerrettigheder, homorettigheder, sekularisme, demokrati, valg m.m., så fordrer de allesammen en modstand mod Islam.
Jeg er selv Islam-kritiker uden at det har ændret ved min status som selverklæret venstreorienteret, ateist, sekularist, anti-racist etc., og uden at det har ændret ved mine to venskaber med muslimer.
Kære Morten & William.
SvarSletTusind tak for jeres kommentarer. Håber vi kan blive ved at finde ting vi er enige om! :-)
Bedste hilsner,
Peter