Jyllands Posten bragte en kronik af undertegnede i lørdags: Fem år efter: Jeg tog fejl .
Der er tale om en tidligere udgave af mit seneste blog-indlæg, og titlen har JP selv fundet på.
Det betyder desværre at mine bemærkninger om truslerne mod Firoozeh Bazrafkan ikke er med i kronikken, men c'est la vie. Det kan jo bare betyde at der er stof til endnu et læserbrev eller noget.
Hatten af til JP for ikke at skære mine kritiske bemærkninger om avisen væk - evt. af pladshensyn :-)
Mor jer med at læse kommentarerne under kronikken. I did!
tirsdag den 5. oktober 2010
tirsdag den 28. september 2010
En slags Kovending
MEA CULPA
Jeg er ateist, anti-racist, tidligere fredsaktivist, progressiv og endda vegetar, men i dag føler jeg mig nødsaget til at tage hul på slagtningen af en hellig ko.
I Århus bor en ung, dansk/iransk islam-kritisk kunstner – Firoozeh Bazrafkan. I juni måned modtog hun e-mail fra en nordsjællandsk mand som i meget kontante vendinger erklærer at han da egentlig gerne ville voldtage hende, skære hende i stykker og fodre hunde med hendes lig. Politiet efterforskede sagen (efterforskede? Det tog mig 30 sekunder at finde frem til fyren på Facebook) og erklærede efter 3 måneder, at de ikke ville gå videre med sagen. I Danmark er det altså i orden at true en kvinde på livet, hvis bare det er fordi hun har stødt dine religiøse følelser.
Ligeledes er det netop blevet offentliggjort, at Molly Norris (som er bladtegner fra Seattle) er nødsaget til at gå under jorden, skifte navn, sige sit job op og flytte til en anden stat Alene af den grund, at hun havde foreslået en ”lad-os-alle-sammen-tegne-Muhammed-dag”, hvilket forudsigeligt udløste en bunke dødstrusler. (Forudsigeligt!)
Skammeligt nok, er der ingen i de amerikanske myndigheder der så meget som løfter en finger for at hjælpe den stakkels pige, hverken økonomisk, praktisk eller moralsk. Gad vide om de danske myndigheder/politikere vil synge samme sang?
For nu at tage tyren ved hornene: Alt dette her, handler i virkeligheden om Muhammed-tegningerne, som Jylland Posten trykte for 5 år siden.
Dengang som nu, mener jeg at der er to ting galt med set-uppet, nemlig
1) Det så ud som om hovedformålet slet ikke var at slå et slag for ytringsfrihed, men derimod blot at banke muslimer i hovedet. Det er ikke nogen hemmelighed, at Jyllands Postens politiske sympatier svæver et eller andet sted mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti, og at disse partier stiger gevaldigt i meningsmålingerne, når muslimerne får på puklen.
2) Det åbenbart udelukkende er muslimerne der skal finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”. Hvorfor ikke kristne, hinduer, heteroseksuelle, højreorienterede eller stjernerige bankdirektører? Det ER suspekt når én i forvejen udhængt minoritet udvælges, mens andre går ram forbi. Hvis du ikke umiddelbart kan se dette, så overvej om du også ville finde det rimeligt i 50’erne at erklære at jøderne(og KUN jøderne) skam måtte lære at finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”.
Jeg var imod trykningen af tegningerne. Både fordi jeg havde den opfattelse, at der ikke var nogen grund til at gøre folk kede af det, og fordi det hurtigt blev klart, at der kom en voldsom international reaktion. Med de to ”semi-forbehold” herover in mente, ser jeg nu ingen anden udvej, end at erklære: jeg tog fejl.
Jeg begyndte at blive utilpas, da der opstod Facebook-grupper så som ”Undskyld Muhammed”. Da Politiken indgik forlig med ”Efterkommere af Muhammed” blev jeg rundtosset, og da en psykopat bankede døren til Kurt Westergaard ind med en økse fik jeg kvalme. Da debatten efterfølgende nærmest kun lige kunne svinge sig op til at sige: ”jo-jo selvfølgelig var det forfærdeligt hvad der var sket for Kurt – og ikke mindst for det stakkelse barnebarn – men han skulle jo heller ikke have tegnet den forpulede tegning” kastede jeg mentalt op, og begyndte periodisk at få billeder af Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali, Theo van Gogh m.fl. på repeat på nethinden. Men jeg sagde eller gjorde beklageligvis ikke det mindste, andet et at ryste på hovedet og slukke for fjernsynet.
Det er dét denne kronik i det helt små forsøger at begynde at rette op på. Firoozehs sørgelige situation blev den dråbe der knækkede kamelens ryg, og fik stråmændende til at flyde ud af bægeret.
For det ER jo en gigantisk stråmand jeg har stillet op for mig selv. Grunden til at jeg ingenting har sagt, skrevet og næsten endda: tænkt, er jo at jeg for alt i verden IKKE vil sidde i samme båd, som racister, nationalister og andre reaktionære folk. Hvis man kritiserer religion i almindelighed, og aspekter af islam i særdeleshed, bevæger man sig ind på en banehalvdel, hvor jeg i hvert fald ikke har lyst til at være. Det er der en grund til. Og den grund er desværre, at vi ateister, anti-racister, fredsaktivister(tidligere/nuværende/fremtidige), progressive og mange flere har ladet det yderste højre og de allermest sindssyge religiøse sætte sig tungt på dagsordenen. Nu er tiden kommet til at vriste den ud af deres grimme kløer. Jeg starter ganske kort her, og håber at mange flere – ikke mindst medborgere der kalder sig selv muslimer - vil følge trop:
INGEN tilhængere af religion (om det så er den ene eller den anden af slagsen) har ret til at diktere hvad du, jeg, Kurt Westergaard, Molly Norris, Firoozeh Bazrafkan, Salman Rushdie eller Monty Python kan/må/skal/bør tegne/skrive/sige. De har ret til at have en mening om det, udtrykke sig om det og om nødvendigt at gå rettens vej, for at få afprøvet om dit eller dat er injuriende.
Der er rent faktisk mennesker – rigtige, levende mennesker af kød og blod - ude i verden og i Danmark der bliver truet på livet eller det der er værre, for at bruge deres ytringsfrihed. Og det er ikke acceptabelt. Punktum. Det kan udemærket være, at vi ikke bryder os om det de står for, eller det de siger, men det er – hvis ikke helt ligegyldigt – så overmåde sekundært.
Jeg er endda nødt til at gå et skridt videre: du har som religiøst menneske, ingen ret til at føle dig stødt over hvad andre mennesker synes/skriver/siger/tegner om din religion. For at sætte det på spidsen, kunne jeg starte en religion i morgen (alle religioner starter jo et sted, de fleste af dem dør heldigvis ret hurtigt igen) hvor et dogme var, at jeg blev stødt hvis folk IKKE tegnede Muhammed. Sikke et roderi! Så ville vi ikke kunne lave andet, end at gå og støde hinanden, og begge parter kunne med ”rette” gå og true den anden. Det ville ikke stoppe før en af parterne var forsvundet fra jordens overflade.
Selv hvis du ikke kan overbevise dig selv om, at du ikke bør blive stødt over fx en tegning, så MÅ du kunne se, at en tegning – hvor grim eller ondsindet den så end måtte være – er det rene vand i forhold dødstrusler, mordforsøg, vold og mord.
Det betyder IKKE at vi skal indlede en klapjagt på (i dette tilfælde) muslimer og afkræve dem svar på alt muligt, men det betyder at vi alle sammen, troende og ikke troende, må tage os gevaldigt sammen, og meget hurtigt finde ud af hvad der er vigtigt, hvad der bør tages afstand fra, og hvem der skal have lov at definere debatten. Hvis ikke vi ”almindelige” mennesker, venstre-, højre- og midterorienterede højt, klart og tydeligt siger fra overfor trusler fra – i dette tilfælde – islamiske mørkemænd, hvem fanden skal så gøre det? Som Edmund Burke så klart udtrykte det: ”Det eneste der skal til for at ondskaben vinder, er at gode mennesker ingenting gør”.
Jeg er ateist, anti-racist, tidligere fredsaktivist, progressiv og endda vegetar, men i dag føler jeg mig nødsaget til at tage hul på slagtningen af en hellig ko.
I Århus bor en ung, dansk/iransk islam-kritisk kunstner – Firoozeh Bazrafkan. I juni måned modtog hun e-mail fra en nordsjællandsk mand som i meget kontante vendinger erklærer at han da egentlig gerne ville voldtage hende, skære hende i stykker og fodre hunde med hendes lig. Politiet efterforskede sagen (efterforskede? Det tog mig 30 sekunder at finde frem til fyren på Facebook) og erklærede efter 3 måneder, at de ikke ville gå videre med sagen. I Danmark er det altså i orden at true en kvinde på livet, hvis bare det er fordi hun har stødt dine religiøse følelser.
Ligeledes er det netop blevet offentliggjort, at Molly Norris (som er bladtegner fra Seattle) er nødsaget til at gå under jorden, skifte navn, sige sit job op og flytte til en anden stat Alene af den grund, at hun havde foreslået en ”lad-os-alle-sammen-tegne-Muhammed-dag”, hvilket forudsigeligt udløste en bunke dødstrusler. (Forudsigeligt!)
Skammeligt nok, er der ingen i de amerikanske myndigheder der så meget som løfter en finger for at hjælpe den stakkels pige, hverken økonomisk, praktisk eller moralsk. Gad vide om de danske myndigheder/politikere vil synge samme sang?
For nu at tage tyren ved hornene: Alt dette her, handler i virkeligheden om Muhammed-tegningerne, som Jylland Posten trykte for 5 år siden.
Dengang som nu, mener jeg at der er to ting galt med set-uppet, nemlig
1) Det så ud som om hovedformålet slet ikke var at slå et slag for ytringsfrihed, men derimod blot at banke muslimer i hovedet. Det er ikke nogen hemmelighed, at Jyllands Postens politiske sympatier svæver et eller andet sted mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti, og at disse partier stiger gevaldigt i meningsmålingerne, når muslimerne får på puklen.
2) Det åbenbart udelukkende er muslimerne der skal finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”. Hvorfor ikke kristne, hinduer, heteroseksuelle, højreorienterede eller stjernerige bankdirektører? Det ER suspekt når én i forvejen udhængt minoritet udvælges, mens andre går ram forbi. Hvis du ikke umiddelbart kan se dette, så overvej om du også ville finde det rimeligt i 50’erne at erklære at jøderne(og KUN jøderne) skam måtte lære at finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”.
Jeg var imod trykningen af tegningerne. Både fordi jeg havde den opfattelse, at der ikke var nogen grund til at gøre folk kede af det, og fordi det hurtigt blev klart, at der kom en voldsom international reaktion. Med de to ”semi-forbehold” herover in mente, ser jeg nu ingen anden udvej, end at erklære: jeg tog fejl.
Jeg begyndte at blive utilpas, da der opstod Facebook-grupper så som ”Undskyld Muhammed”. Da Politiken indgik forlig med ”Efterkommere af Muhammed” blev jeg rundtosset, og da en psykopat bankede døren til Kurt Westergaard ind med en økse fik jeg kvalme. Da debatten efterfølgende nærmest kun lige kunne svinge sig op til at sige: ”jo-jo selvfølgelig var det forfærdeligt hvad der var sket for Kurt – og ikke mindst for det stakkelse barnebarn – men han skulle jo heller ikke have tegnet den forpulede tegning” kastede jeg mentalt op, og begyndte periodisk at få billeder af Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali, Theo van Gogh m.fl. på repeat på nethinden. Men jeg sagde eller gjorde beklageligvis ikke det mindste, andet et at ryste på hovedet og slukke for fjernsynet.
Det er dét denne kronik i det helt små forsøger at begynde at rette op på. Firoozehs sørgelige situation blev den dråbe der knækkede kamelens ryg, og fik stråmændende til at flyde ud af bægeret.
For det ER jo en gigantisk stråmand jeg har stillet op for mig selv. Grunden til at jeg ingenting har sagt, skrevet og næsten endda: tænkt, er jo at jeg for alt i verden IKKE vil sidde i samme båd, som racister, nationalister og andre reaktionære folk. Hvis man kritiserer religion i almindelighed, og aspekter af islam i særdeleshed, bevæger man sig ind på en banehalvdel, hvor jeg i hvert fald ikke har lyst til at være. Det er der en grund til. Og den grund er desværre, at vi ateister, anti-racister, fredsaktivister(tidligere/nuværende/fremtidige), progressive og mange flere har ladet det yderste højre og de allermest sindssyge religiøse sætte sig tungt på dagsordenen. Nu er tiden kommet til at vriste den ud af deres grimme kløer. Jeg starter ganske kort her, og håber at mange flere – ikke mindst medborgere der kalder sig selv muslimer - vil følge trop:
INGEN tilhængere af religion (om det så er den ene eller den anden af slagsen) har ret til at diktere hvad du, jeg, Kurt Westergaard, Molly Norris, Firoozeh Bazrafkan, Salman Rushdie eller Monty Python kan/må/skal/bør tegne/skrive/sige. De har ret til at have en mening om det, udtrykke sig om det og om nødvendigt at gå rettens vej, for at få afprøvet om dit eller dat er injuriende.
Der er rent faktisk mennesker – rigtige, levende mennesker af kød og blod - ude i verden og i Danmark der bliver truet på livet eller det der er værre, for at bruge deres ytringsfrihed. Og det er ikke acceptabelt. Punktum. Det kan udemærket være, at vi ikke bryder os om det de står for, eller det de siger, men det er – hvis ikke helt ligegyldigt – så overmåde sekundært.
Jeg er endda nødt til at gå et skridt videre: du har som religiøst menneske, ingen ret til at føle dig stødt over hvad andre mennesker synes/skriver/siger/tegner om din religion. For at sætte det på spidsen, kunne jeg starte en religion i morgen (alle religioner starter jo et sted, de fleste af dem dør heldigvis ret hurtigt igen) hvor et dogme var, at jeg blev stødt hvis folk IKKE tegnede Muhammed. Sikke et roderi! Så ville vi ikke kunne lave andet, end at gå og støde hinanden, og begge parter kunne med ”rette” gå og true den anden. Det ville ikke stoppe før en af parterne var forsvundet fra jordens overflade.
Selv hvis du ikke kan overbevise dig selv om, at du ikke bør blive stødt over fx en tegning, så MÅ du kunne se, at en tegning – hvor grim eller ondsindet den så end måtte være – er det rene vand i forhold dødstrusler, mordforsøg, vold og mord.
Det betyder IKKE at vi skal indlede en klapjagt på (i dette tilfælde) muslimer og afkræve dem svar på alt muligt, men det betyder at vi alle sammen, troende og ikke troende, må tage os gevaldigt sammen, og meget hurtigt finde ud af hvad der er vigtigt, hvad der bør tages afstand fra, og hvem der skal have lov at definere debatten. Hvis ikke vi ”almindelige” mennesker, venstre-, højre- og midterorienterede højt, klart og tydeligt siger fra overfor trusler fra – i dette tilfælde – islamiske mørkemænd, hvem fanden skal så gøre det? Som Edmund Burke så klart udtrykte det: ”Det eneste der skal til for at ondskaben vinder, er at gode mennesker ingenting gør”.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Abonner
Opslag
Alle kommentarer