Burka-debatten

Det er med udpræget forundring jeg nu har sat mig til tasterne for at skrive disse ord; at en hardcore ateist med pseudo-feministiske tilbøjeligheder må se sig nødsaget til at forfatte hvad der - lige så sikkert som nonsens i kirken - vil blive opfattet som et forsvar for burka, niqab, slør og tørklæde, skriger til himlen. Men desværre: når et samfund bliver tilpas sindssygt, er det de mest besynderlige ting der bliver nødvendige.

Nuvel, situationen er som følger: I det herrens år 2009, beslutter store dele af det politiske establishment sig for at lade finanskrisen sejle sin egen sø, blæse arbejdsløshed, klimakatastrofer, bandekrig og udsultning af velfærdsstaten et stykke, samt for at fortrænge at Danmark er godt og grundigt mudret ind i en brutal, kontraproduktiv og morderisk besættelse af Afghanistan (efter at have været med til at tage livet af et par millioner irakere og drevet flere millioner på flugt). En rationel iagttager forventer, at hvis noget som helst skal kunne feje disse tunge, vigtige emner til side, må det virkelig være ’the real deal’. Men ak og ve. Det der nu skal problematiseres, vejes og måles, sætte dagsordenen og høstes stemmer på, er BURKAEN!

Man føler sig som en Alice i Eventyrland, der netop er trådt gennem spejlet, når man er nødt til at påpege ting, som i et samfund karakteriseret af blot et mindstemål af fornuft ville være ganske og aldeles selvindlysende.

For det første: Meninger. Det er bedøvende ligegyldigt hvad jeg, Naser Khader, Pia Kjærsgaard og Helle Thorning-Schmidt personligt måtte synes om en Burka. De eneste der på nogen som helst måde har noget at tale om i den sammenhæng, er naturligvis de 30-40 kvinder der rent faktisk render rundt med sådan en på. Hvad vi så end synes om andre menneskers tøj, sko eller hår, bliver det aldrig andet end blot en mening (og de er jo som bekendt ganske ligesom røvhuller: alle har dem).

For det andet: Tvang. Tanken om, at nogen som helst skal have ret til at diktere hvad kvinder(eller mænd) skal eller ikke skal have på, er naturligvis uacceptabel. Enhver 10-årig der ser på sagen uden at være forblindet af semi-racisme, og medie-induceret vanetænkning vil dog i løbet af et par sekunder kunne se, at det ikke er burkaen/tørklædet der er det reelle problem, men derimod selvfølgelig tilstedeværelsen af tvang. Præcis det samme gør sig gældende på en lang række punkter. Masser af kvinder nyder at iklæde sig høje hæle(som dybest set tjener til at fremhæve røv og babser), makeup eller noget helt tredje, ganske uagtet at det mildest talt hverken er praktisk eller behageligt. For nogle mennesker er det en befrielse at kunne optræde i Adam- (eller Eva-) kostume ved stranden, mens det for andre ville være et voldsomt overgreb at skulle ses uden tøj på. Som samfund er vi ikke et sekund i tvivl om, at disse ting er individets valg alene. Hvis derimod man forestiller sig at forældre tvinger deres børn til at gå i høje hæle, slips, make-up og burka, eller vælte nøgne rundt på Strøget er det en ganske anden sag. Ligeså hvis én voksen på den ene eller anden måde forsøger at tvinge en anden voksen til det ene eller andet. Det er tvangen i sig selv, der er en forbrydelse, ligegyldigt om denne består i at tvinge burkaen(eller hvad det nu måtte være) på- eller af kvinder. Det gør ingen forskel om det er én idiot, fx Hr. Islamisk Fundamentalist der mener at kvindens krop skal påklædes som han synes er bedst, eller en anden idiot, fx Hr. Khader, Fru Thorning eller Fru Kjærsgaard der mener at kvindens krop skal afklædes som han/hun synes er bedst. Det er faktisk ikke atomfysik.

For der tredje: Lovgivning. Hvis der bag nationalchauvinismen rent faktisk gemmer sig et mindstemål af gode intentioner, er det en smal sag at gøre noget godt her. Opret en instans der dels oplyser om folks rettigheder her i landet(helst mens vi stadig har nogen tilbage), og dels tager sig af klager fra folk (vel hovedsagligt kvinder?) som føler at der er folk der tror de skal bestemme over dem, og følger sagerne til dørs. I dette tilfælde er emnet naturligvis burka, men man kunne uden problemer komme andre åndssvage love til livs på samme måde. Hvorfor fx lave bøvlede, uigennemskuelige love om tvangsægteskab (24-års regel) når blot man kunne håndhæve det ganske fornuftige princip om, at det naturligvis ikke er lovligt at tvinge andre mennesker til at gifte sig mod deres vilje.

Set i dette perspektiv, burde det være klart for enhver, at det at kriminalisere make-up (som man gør i visse islamiske lande) eller kriminalisere burkaen (som vi spilder tid på at forholde os til i Danmark i dag) ikke bare er helt ude hampen moralsk, men også de facto tumpet hvis man reelt bekymrer sig om kvinders rettigheder: Bliver det mon nemmere eller sværere for en indvandrerpige at vælge sløret fra, når DF og deres kloner på tværs af det politiske spektrum råber og skriger om at det skal af, og på det nærmeste sætter lighedstegn mellem muslim og tørklæde?